2. Etablering/ændring af fjernvarmeforsyning

2.1

Etablering af fjernvarmeforsyning
Såfremt andet ikke er fastsat i den kommunale varmeplanlægning, og såfremt tekniske og økonomiske hensyn ikke er til hinder herfor, kan der etableres fjernvarmefor­syning.SELSKABET afgør i de enkelte tilfælde, om tilslutning kan finde sted. 


 
2.2

Anmodning om tilslutning
Anmodning om en ejendoms tilslutning til fjernvarmeforsyningen fremsendes skriftligt til SELSKABET af EJEREN af ejendommen. I områder med tilslutningspligt giver kommunen pålæg om, hvornår tilslutning senest skal finde sted.


 
2.3

Plads og adgang til de tekniske installationer
KUNDEN stiller den fornødne plads til rådighed til brug for etablering af hovedhaner og hovedmålerarrangement mv. Der må sikres SELSKABET let adgang til måleraflæs­ning og vedligeholdelse af anlægsdele, så en eventuel senere udskiftning kan foretages uden bygningsmæssige problemer.

Selskabet har i forbindelse med, at der udføres arbejde på kundens ejendom ret til at optage og opbevare billeder som dokumentation for ejendommens tilstand før og efter evt. arbejdets påbegyndelse og afslutning samt som dokumentation for opsætning/nedtagning af tekniske installationer og foretagne arbejder/reparationer m.m.


 
2.4

Ændring af de tekniske installationer
Hvis det er nødvendigt at ændre interne ledninger mv. på ejen­dommens område, for at fjernvarmestikledningen kan etableres, skal dette ske på EJERENS foranledning, og om­kostningerne hertil påhviler EJEREN.


 
2.5

Forsyning af ejendomme
SELSKABET er efter nærmere aftale berettiget til at føre fjernvarme­ledninger gennem ejendommens grund, kælder mv. til forsyning af ejendommen samt til eventuel forsyning af andre ejendomme, for så vidt der derved ikke skabes væsentlige hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse.

Hvis der træffes særlige aftaler af teknisk eller økonomisk karakter, kan der tinglyses en deklaration, såfremt en af parterne ønsker dette. SELSKABET foranlediger og bekoster dette.

SELSKABET etablerer og vedligeholder dette ledningsnet. SELSKABET er ansvarligt for skader, der sker som følge af dette ledningsnets etablering, drift og vedlige­holdelse, hvorfor SELSKABET til enhver tid skal have adgang til at foretage de nødvendige eftersyn og reparationer.

Er der tale om væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås en aftale, kan SELSKABET anmode kommunen om at anvende ekspropriations­reglerne i varmeforsy­ningsloven.

Ledningsnettet må ikke fjernes eller flyttes af andre end SELSKABET.

Hvis der opstår en skade på ledningsnettet, skal KUNDEN kontakte SELSKABET og dernæst anmelde skaden til sit eget forsikringsselskab.

Tilslutningsbidrag
2.6

EJEREN betaler tilslutningsbidrag, jf. SELSKABETS takstblad, for at blive tilsluttet varmeforsy­ningen. Tilslutningsbidraget består af investeringsbidrag og stikledningsbidrag.

Tilslutningsbidragets størrelse fastsættes efter den takst, der er gældende på det tidspunkt, hvor en aftale om tilslutning underskrives.

 Bidraget skal betales inden stikledningen etableres.

Der skal i alle tilfælde – uanset om der suppleres med anden opvarmning – betales tilslutningsbidrag og fast årligt bidrag i fuldt omfang af alle bygningsdele, der kan opvarmes direkte eller indirekte med fjernvarme.


 
2.7

Investeringsbidrag
Beregning af investeringsbidragets størrelse foretages af SELSKABET. På SELSKABETS foranledning skal EJEREN meddele de nødvendige op­lysninger til brug for beregning af bidrag.

Investeringsbidraget dækker EJERENS forholdsmæssige andel af de omkostninger SELSKABET har anvendt til etablering af hovedledninger og produktionsanlæg. 


 
2.8

Ændringer af betydning for investeringsbidraget
Såfremt der i ejendommen ønskes foretaget ændringer, som har indflydelse på beregning af investeringsbidraget, har EJEREN pligt til, inden ændringen, skriftligt at meddele dette til SELSKABET. I sådanne tilfælde kan SELSKABET opkræve supplerende investeringsbidrag. SELSKABET forbeholder sig ret til at foretage kontrolopmåling.


 
Stikledning/stikledningsbidrag
2.9

Det ledningsnet, der etableres fra hovedledningen/fordelings­ledningen til ejendom­mens hoved­haner, benævnes i det følgende som "stikledningen".

EJERENS betaling for etablering af stikledningen fremgår af SELSKABETS takstblad. Den faste del af betalingen for stikledningen indgår i investeringsbidraget, mens den variable del betales ud fra den fysiske længde af stikledningen, målt i tracéet, fra ejendommens skel og ind til soklen på ejendommen.

SELSKABET fastsætter stikledningens placering efter aftale med EJEREN under hensyntagen til tekniske forhold.

I forbindelse med fastsættelse af stikledningens placering har EJEREN pligt til at oplyse om eventuelle interne ledningers placering på grunden samt at oplyse om eventuelle skjulte installationer, inden opsætning af udvendig indføringsskab, hvori hovedhaner og måler vil være placeret.

SELSKABET påtager sig ikke erstatningspligt i forbindelse med eventuelle beskadigelser på installationer, der ikke er oplyst om.

Bidraget skal betales, inden stikledningen etableres.


 
2.10

Afslutning af stikledningen
Stikledningen afsluttes i et af SELSKABET udleveret indføringsskab som placeres uden for ydermuren.

Indføringsskabet monteres på ydermuren nærmest indvendig installation. Indføringsskabet kan indmures og EJEREN afholder udgiften.

Ønskes indføringsskabet placeret andet steds afholder EJEREN udgiften fra indføringsskab til indvendig installation

Stikledningen inkl. hovedhaner etableres, ejes og vedligeholdes af SELSKABET.


 
2.11

Etablering af fælles stikledning
SELSKABET kan etablere fælles stikledning til flere ejendomme med selvstændige varmemålere, hvis SELSKABET finder det hensigtsmæssigt.

2.12

Byggemodningsbidrag
SELSKABET kan beslutte, at der skal opkræves byggemodningsbidrag i forbindelse med nye udstykningsområder. Byggemodningsbidragets størrelse afhænger af de konkrete forhold i forbindelse med den enkelte byggemodning, men kan maksimalt udgøre SELSKABETS faktiske omkostninger til etablering af hovedledninger i udstykningsområdet. Eventuel opkrævning af byggemodningsbidrag vil fremgå af SELSKABETS takstblad og skal betales af udstykkeren inden etablering af hovedledningen.


 
2.13

Ændringer af bygninger og terræn
Det er ikke tilladt KUNDEN at bygge oven på stikledningen eller at ændre terræn over/omkring stikledningen i væsentligt omfang.

Hvis KUNDEN nødvendigvis må foretage tilbygning over stikledningen, overgår stikledningen til husets interne installation, og der etableres hovedhaner og måler i skab ved den nye tilbygning for KUNDENS regning.

Det er KUNDENS ansvar, at stikledning og installation til enhver tid efter etableringen opfylder de almindelige og tekniske leveringsbestemmelser for SELSKABET.

Giver forhold hos KUNDEN anledning til afbrydelse, ændring eller flytning af stikledningen, udføres arbejdet af SELSKABET efter aftale med KUNDEN og for KUNDENS regning, jf. 2.10.


 
2.14

Forøget varmebehov
Hvis en stikledning ved forøget varmebehov bliver for lille, omlægges den af SELSKABET efter nærmere aftale med KUNDEN. De faktiske udgifter hertil betales af KUNDEN.


 
2.15

Reparation af ledningsnettet
SELSKABET har til enhver tid ret til at reparere eller udskifte ledningsnet på en KUNDES ejendom.

Efter udførte anlægs‑ og reparationsarbejder foretager SELSKABET retablering i henhold til "Tekniske Bestemmelser for fjernvarmelevering" og ellers til samme standard som før arbejdets påbegyndelse.

Ejerskifte/lejerskifte
2.16

Ejerskifte skal meddeles SELSKABET. I forbindelse med ejerskiftet skal hovedmåleren aflæses med henblik på udarbejdelse af en slutopgørelse. Her vil SELSKABET bruge fjernaflæsning for den pågældende skæringsdato for fra-/indflytning til udarbejdelse af en slutopgørelse.             

Den hidtidige EJER er forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugs­bidrag efter måler, indtil ejerforholdet ophører eller overgår til den nye EJER, jf. 6.9. Den hidtidige EJER skal drage omsorg for, at den nye EJER indtræder i den hidtidige EJERS forpligtelser over for SELSKABET med de rettigheder og pligter, der følger af SELSKABETS vedtægter, almindelige leveringsbestemmelser mv. SELSKABET fremsender et ”Velkomstbrev” til den nye EJER.  

2.17

Lejerskifte
Hvor der er etableret et direkte kundeforhold, jf. 1.1 og 1.2, skal lejerskifte meddeles SELSKABET. I forbindelse med lejerskifte skal måleren aflæses med henblik på udarbejdelse af en slutopgørelse. Her vil SELSKABET bruge fjernaflæsning for den pågældende skæringsdato for fra-/indflytning til udarbejdelse af en slutopgørelse.

Den hidtidige LEJER er altid forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugsbidrag efter måler i henhold til SELSKABETS opgørelse, indtil slutaflæsning er foretaget i forbindelse med fraflytningen. SELSKABET fremsender et ”Velkomstbrev” til den nye LEJER.

I tilfælde af at LEJEREN ikke har meddelt sin fraflytning til SELSKABET, har SELSKABET ret til at opkræve for varmebetaling fra datoen for modtagelse af LEJERENS meddelelse om flytning + 8 dage. 

Hvis SELSKABET ikke modtager meddelelse om ny LEJER, er EJEREN forpligtet til at betale såvel faste bidrag som forbrugsbidrag efter måler, indtil SELSKABET har modtaget meddelelse om ny LEJER.  EJEREN modtager et velkomstbrev med underretning herom.

Eventuelt gebyr for flytteopgørelse fremgår af SELSKABETS til enhver tid gældende takstblad. Se endvidere pkt. 6.12. 


 
2.18

Leveringsbestemmelser
Gældende leveringsbestemmelser, takstblad samt eventuel aflæsningsbog kan downloades fra SELSKABETS hjemmeside eller rekvireres ved henvendelse til SELSKABET. 

Udtrædelsesfrister
2.19

Hvis der er tilslutningspligt/forblivelsespligt på en ejendom, skal denne respekteres. Dette betyder, at en EJER, der er omfattet af tilslutningspligten, ikke kan udtræde. EJEREN er i disse tilfælde fortsat forpligtet til at betale fast afgift.

Hvis der ikke er tilslutningspligt/forblivelsespligt på en ejendom, har EJEREN ret til at opsige leveringsforholdet med følgende varsel:

EJERE indtrådt før 1. januar 2010:

EJERE, der er indtrådt før 1. januar 2010, kan udtræde af SELSKABET med 18 måneders skriftligt varsel til et regnskabsårs udløb.

EJERE indtrådt fra og med 1. januar 2010:

EJERE, der er indtrådt fra og med 1. januar 2010, kan udtræde af SELSKABET med en måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er gået fem måneder fra aftalens indgåelse.

Udtræden er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndig­heders beslutninger. 


 
2.20

Udtrædelsesvilkår
På udtrædelsestidspunktet har EJEREN pligt til at betale:


 
a.

Skyldige beløb i henhold til årsopgørelsen.

 

b.

Eventuelt skyldige bidrag.


 
c.

Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen samt nedtagning af måler og andet tilhørende SELSKABET.


 
d.

SELSKABETS omkostninger ved eventuel fjernelse af SELSKABETS ledninger på den udtrædendes ejendom, i det omfang sådanne ledninger alene vedrører det udtrædende SELSKAB.

 
Hvis det ikke er muligt at overdrage den kapacitet, der er blevet ledig, til nye KUNDER, kan endvidere opkræves:
 
 

En godtgørelse for udtrædelse. Godtgørelsen opgøres på opsigelsestidspunktet på grundlag af den senest anmeldte priseftervisning til Energitilsynet. Godtgørelsen beregnes som den udtrædendes EJERS andel af SELSKABETS samlede anlægsudgifter med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne.


 
 

Den udtrædendes EJERS andel af SELSKABETS anlægsudgifter, med fradrag af foretagne afskrivninger, beregnes på grundlag af en af følgende fordelingsmetoder: 1. Den udtrædende EJERS andel af SELSKABETS samlede registrerede tilslutningsværdi eller 2. det afgiftspligtige areal eller 3. rumfang mv. i regnskabsåret inden opsigelsen. 


 
2.21

Selskabets formue
En udtrædende EJER har ikke krav på nogen andel af SELSKABETS formue

2.22

Ledningsnettet kan blive liggende
Hvis leveringsforholdet ophører, har SELSKABET efter nærmere aftale ret til at lade ledningsnettet blive liggende og har fortsat adgang til drift, eftersyn og reparation af dette. Hvis ledningsnettets forbliven medfører væsentlige og omfattende hindringer for rummenes eller grundens udnyttelse, og der derfor ikke kan opnås en aftale, kan ekspropriationsreglerne i varmeforsyningsloven anvendes af kommunen. 

2.23

Midlertidigt ophør af varmeaftag
I tilfælde af at en ejendom ikke rent fysisk kan forsynes med fjernvarme grundet nedrivning, større ombygning, brand eller anden større skade, kan der indgås aftale om, at betaling af den faste afgift stilles i bero i en angiven periode.

Såfremt KUNDEN ikke inden for den aftalte periode igen påbegynder at aftage varme, vil SELSKABET betragte KUNDEN/EJEREN som værende udtrådt.

Betaling af fast afgift kan, medmindre helt særlige forehold foreligger, som udgangspunkt maksimalt stilles i bero for en periode af et år.